Biosfæren vinder tysk arkitekturpris

Det ekstraordinære atrium, Biosfæren, i DTU’s nye bygning 202 har vundet det hæderkronede tyske arkitekturmagasin Details special Prize Inside.

In-Sign har som underentreprenør for Enemærke & Petersen A/S stået for håndværket med de mange kilometer lameller som præger byggeriet.

– Takket være den strenge og afbalancerede sammensætning af rummet imponerer atriummet ikke kun med dets sociale funktion, men også med sin specielle atmosfære, lyder det i juryens begrundelse for at tildele Biosfæren Detail special Prize Inside.

– De reducerede materialer og overflader af glas og vertikalt monterede egetræslister kombinerer alle elementer for at danne en kontinuerlig enhed, lyder det videre fra juryen.

Detail Priserne uddeles hvert andet år i fire kategorier, og i år er det ottende gang. Juryen vægter fremtidsorienterede og innovative projekter med fremragende arkitektoniske og tekniske kvaliteter. I alt var 352 projekter fra 36 lande indstillet til Detail Prize 2018.

Biosfæren modtog i 2017 Tømrerprisen af Københavns Tømrerlaug. I foråret 2018 modtog Biosfæren hædrende omtale ved AIT Awards.

Arkitekter: Rørbæk Møller Arkitekter/Christensen & Co. Arkitekter.